Blegnet, blegnet, hun, midt i Livets Glød;
Segnet, segnet, hun som ej aned Død.
Døden agted ej
Livets Blomstervej,
Fagrest Blomst den brød!
Sorgens Toner lyde,
Kan ej Fred betyde,
Længslens Suk og Råb,
Kan det rumme Håb?
Båren, Båren sænkes i Jorden ned;
Tåren, Tåren spejler det mørke Sted.
Han som mi sted jo
Kjærlig Lykkes Ro,
Far og Mor stå ved
Da usynlig kommer
Livets store Dommer,
Lærer dem det Råb,
Som kan rumme Håb.