”Jeg kan ikke li’, det der er mærkeligt”
”Det kan jeg heller ikke”, sagde hun til ham
Og fra den dag var de sammen
i medgang uden modgang
Og deres liv var som en endeløs popsang
Og så en dag skete der noget stort
Der gjorde deres lykke var gjort
For de sku’ være mor og far
Så de skyndte sig ud
for at købe en stationcar
For der sku’ være masser af plads
I deres lille familie palads
Og den umiddelbare lykke
Mangelede jo kun det sidste stykke
Og så en nat kom den gode fe
Og gjorde Pinocchio til en rigtig drend
Af kød og blod, og sine meningers mod
Og han ku’ li at krukke
Og han ønskede sig en dukke
For der sku’ være af plads
I deres lille familiar palads
Men den umiddelbare lykke
Mangelde stadig et sidste stykke
”Doktor, jeg tror at vores søn han er skør.
Han har lige sagt han vil være frisør.
Og vi sku’ aldrig ha’ ladet ham gå til dans.
Doktor, tror du vores søn er svans”
For vi har ikke plads
Til mærkelige folk her i vores palads
Og ville hellere end gerne ha’ betalt
Men der findes vist ingen kur
mod det der er galt
”Gud, jeg tror at vores søn han er sær.
Han har lige skudt mig
med et gevær
i mit hjerte
Han råbte,
”Så ka’ du lære det. Vil du ikke høre, må du føle min smerte””
Han råbte,
”Undskyld med her er ikke plads
til jeres perfekte palads
Og jeg vil så gerne være fri
for jeres hykleri.
Og den umiddelbare lykke
kan rende mig et stykke”