Og det var liden Karen,
den unge konge så.
Hun lyste som en stjerne
blandt alle terner små.
Hun lyste som en stjerne
blandt alle terner små.
”Og hør, du liden Karen,
og vil du føje mig?
De sølverbundne knive to,
dem vil jeg give dig.”
”De sølverbundne knive to,
dem passer jeg ej på.
Giv dem din unge dronning,
lad mig med æren gå.”
”Og hør, du liden Karen,
og vil du føje mig?
Stenhuset udi skoven
det vil jeg give dig.”
”Stenhuset udi skoven
det passer jeg ej på.
Giv det din unge dronning,
lad mig med æren gå.”
”Og hør, du liden Karen,
og vil du føje mig?
Mit halve kongerige,
det vil jeg give dig.”
”Det halve kongerige,
det passer jeg ej på.
Giv det din unge dronning,
lad mig med æren gå.”
”Og hør, du liden Karen,
vil du ej være min,
så lader jeg dig sætte
i fangetårnet ind.”
”Og lader du mig sætte
i fangetårnet ind,
ret aldrig nogensinde
så vil jeg være din.”
”Og hør, du liden Karen,
hvi gør du mig så vred?
Så lader jeg dig sætte
i spigertønden ned!”
”Og lader du mig sætte
i spigertønden ned,
så kende alle guderne
min uskyldighed.”
De satte liden Karen
i spigertønden ned.
Da kom to hvide duer
og skænked´ hende fred.
Og unge kongen blegned´
i sin forgyldte sal.
Da kom to sorte ravne
til ham med helveds kval.