Til Dem, Hr. præsident
jeg disse ord vil skrive
som måske er naive
men læs i allenfald.
Igen fik jeg et brev
med ordre til at stille
men da jeg ikke ville
jeg disse linier skrev.
Jeg tænkte ved mig selv,
det er jeg ikke nødt til
for jeg er ikke født til at
slå mennesker ihjel.
Så bliv nu ikke vred,
jeg har da lov at mene
at krige er gemene
at verden vil ha fred.
Det' over min forstand
at lande skal gøres øde
at men'sker skal forbløde
og slås til sidste mand,
at der endnu er nogen
der har så lidt af krig forstået
trods kvinders sorg og barnegråd,
at de bevarer roen.
Bag fangelejrens hegn
er mænd med sjæl besløvet
hvis bedste år er røvet,
hvis kære lider savn.
I morgen før det gryr
forlader jeg mit barndomshjem
hr. præsident, og det er Dem
og Deres krig, jeg skyr.
Mit ønske det er blot
at jeg må gå i verden
og prøve på at lære den
at vi ku' ha' det godt.
Lad os bruge det liv, vi har
til at kæmpe mod den nød, der gør
at bro'r vil slås med broder
gør men'sket til barbar.
Hr. præsident, farvel,
hvis De vil kræve heltemod
hvis der skal ofres helteblod,
så må De gøre det selv.
En desertør, javel,
men jeg er ikke bange
og før jeg la'r mig fange,
må De slå mig ihjel.