Det klinger som fra fine Instrumenter,
Og bøjer du det grønne Blad til Side,
Så ser du Parkens Alfer, hvor de glide
Med spæde Hænder over Strengelegen.
O Strengeleg! min Ungdoms dyre Minde!
Da gik jeg som berust af Vårens Bad
Og sang hen for mig selv så sjæleglad,
Og lyttende stod Busk og Blomst og Blad
Mens Fuglen flagred til sin Elskerinde.
Det klinger nu, som da, fra fine Strænge,
Det suser sagte gennem spæde Blade;
Se, Busken ryster sig og en Kaskade
Af Perletoner triller over Gruset:
Jeg føjer Tårer selv til Regnens Toner!
Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad,
Den Forårsregn gør sund, gør sjæleglad,
Om end en Vemod dirrer i det Kvad,
Som Træet nikker til med tunge Kroner!