Først har vi den ældste, ham der ligner en million
Ham med kokain i næsen, ham der ikk' ka' husk' sit eget navn, min herre
Det' hvor meget han drikker, det' hvor meget han drak
Men han kan ikk' klar' det mer', han er komplet fucked up
Og tror, at han er kongen
Ja, han tror, at han er kongen
Når han bli'r fuld hver aften, hælder billig sprit på bålet
Mon vi finder ham i morgen i kirken, midt på gulvet?
Stiv som et lig, hvid lig'som sne
Hans tale, den er slør, og hans øjne kan ikk' se
Og så har vi den anden, ham der spiller åh, så hård
Og bruger ethvert sekund på ikke at virke som en hor, min herre
Men gi'r gern' sin skjorte til fattigglade folk
Så længe andre ser på imens, så ofrer han sig stolt
Så de ka' se, at han er kongen
Så de ka' se, at han er kongen
Når han praller med sin forretning gennem sit moderigtige smil
Med sin moderigtige bitch, i sin moderigtige bil
Ja, han vil gern' se ud som om, men ser ikk' ud overhovedet
Og man burd' ikk' spil' rig, når man ikk' har én krone
Åhr
Og så har vi den sidste, selv hans barn er kalkuleret
For han fik kun bastarden, for hun ikk' sku' ha' fler' affær'
Taler aldrig med hend', han åbner aldrig kæften
Og når han end'lig gør, er der lort fra morgen til aften
Så hun ka' hør' at han er kongen
Så hun ka' hør' at han er kongen
Når han maler sine fjender i fjæset på enhver
Der ikk' gi'r ham peng', eller ved hvem han er
Så verden, den er lille, men mindre hos ham
Der vægter sine sedler langt mer' end sin skam