Efterladt

Nu er den købt og hænger i mit skab

mit livs sidste røde kjole

en ensfarvet påfugl

syndig som valmuer på herrens mark

diskret, en smugle senil

min kjole beder ikke om hjælp

og sladrer ikke til andre

den har allerede glemt hvor kostbar den har været

beruset af sin farvepragt har den glemt sin skæbne

Min kjole skal dø, falmet med brunlige sår

efter cigaretskodet som har moret sig over

at et askebærer kan være så tyndt, så rødt, og så eftergivende

Min kjole skal i himmelen

der vil den lægge sig for skaberens føder

og drage sit sidste, stolte, røde suk