I Himmelen, i Himmelen,
hvor Gud, vor Herre bor,
hvor saligt did at komme hen,
hvor er den Glæde stor.
For evig, evig skal vi der
se Gud i Lyset, som han er,
se Herren Zebaot.
Og Legemet, og Legemet
som lagdes bort i Muld,
det vorder alt så skinnende,
ja som det skjære Guld.
Og ved af ingen Vunde mer
mens Åsyn det til Åsyn ser
Gud Herren Zebaot.
Og Sjælen får sin Prydelse,
den Krone, som er sagt,
færdighedens Brudekrans,
og så den hvide Dragt.
O Gud, hvad Lyst at være dig nær,
at se i Lyset som du er
dig, Herren Zebaot.