Nede i Gnadental var der en sag,
Der startede godt men ikke endte sådan.
Hester Jonas var gift med Peter Meurer,
Hun havde ru hænder og en ung krop.
Dagene var arbejde, nætterne var tomme
Og Hester havde drømme og drømte mere og mere.
Og om morgenen på Erft når hun skrubbede vasketøj,
Fortalte hun kvinderne, hvad der var i de drømme.
Der var vin i floden
Træerne bar brød
I Hamfeld blomstrede kirsebær
Som var røde om vinteren
Ingen sælgere kørte i biler
Ingen kjole kostede penge
Ingen behøvede at sulte
Ingen vej var for lang.
Kvinderne lyttede med smilende ansigter
Hesters drømme var smukke og skadede ingen
Og ved middagstid på markedet, hvor sælgere råbte,
Skete det at flere mennesker samlede sig omkring Jonas:
Byerne vil falde
hvor de rige kun er få
De fattige mennesker kommer
Til rigdom uden synd
Og fyrsten er der ikke længere
Ingen biskop og ingen Zar
Og om morgenen vil intet være
Som det var om aftenen
Mændene viste hende ofte et skævt smil,
Die klogeste sagde: Hester, du ødelægger det for dig selv.
Men om natten når de gik på det kølige græs, var de sultne,
Efter Hesters drømme og bad: Igen idag!
Så kom der en morgen to mænd fra byen
Og slæbte Hester Jonas for retten.
De snakkede om Gud, de snakkede om hende
De snakkede om syge mennesker og dyrs drømme.
Og de klemte hendes hals og brækkede hendes knogler,
Hele byen kunne høre Hester Jonas’ skrig i dagevis.
Og hun underskrev en tilståelse med sin krogede hånd
Og udskreg flere drømme, indtil hun kom på bålet.
Byerne vil falde
hvor de rige kun er få
De fattige mennesker kommer
Til rigdom uden synd
Og fyrsten er der ikke længere
Ingen biskop og ingen Zar
Og om morgenen vil intet være
Som det var om aftenen