Den Blå Anemone

Hvad var det dog, der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

må smelte ved at se det

den første dag i marts.

Hvad gennembrød den sorte jord

og gav den med sit søblå flor

et stænk af himlens tone?

Den lille anemone,

jeg planted dér i fjor.

På Lolland jeg den hented,

et kærtegn fra min fødeø.

Så gik jeg her og vented

og tænkte: »Den må dø;

den savner jo sit skovkvarter,

sin lune luft, sit fede ler;

i denne fjendske zone

forgår min anemone;

jeg ser den aldrig mer«.

Nu står den der og nikker

så sejersæl i Jyllands grus

ukuelig og sikker

trods ensomhed og gus,

som om alverdens modgang her

har givet den et større værd,

en lille amazone

og dog min anemone

som søens bølge skær.

Hvad var det dog, der skete?

Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts

det smelter ved at se det

den første dag i marts.

Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad

min sjæl og glæden«. da jeg sad

i vint'rens grumme done.

Nu gør min anemone

mig atter fri og glad.

For denne rene farve

den er mig som en vårens dåb,

den la'r mig nyfødt arve

en evighed af håb.

Så bøjer jeg mig da mod jord

og stryger ømt dit silkeflor,

en flig af nådens trone.

Du lille anemone,

hvor er vor skaber stor!