Jeg har ventet længe nok på, at et mirakel sker
Og at der endelig kommer nogen, som elsker mig for
det jeg er og som til sidst giver mig det,
som jeg har krav på, og som ikke først afvejer det jeg kan give
Jeg ved, det skyldes ikke mig og heller ikke dig
Det skyldes ikke de andre, men heller ikke mig
Det skyldes omstændighederne, som
gjaldt her for længst og som var normen, da vi,
simpelthen blind af gråd og hunger efter dette liv,
tog alt, hvad det havde at
give og lige denne naive stræben
efter alting er grunden til klagen og hvorfor
vi er skyldige i hvert fald, selvom vi er børn.
Bærer vi skyld, som ingen og ingenting mindsker,
Fordømt til smerter, som ingen og ingenting lindrer
Har vi ikke gjort det såden, men heller ikke forhindret det
Vi kan prøve at udforske, hvad ting munder ud i og hvor vi stod,
hvis ikke det var sådan, at vores synder forkynder deres tilbagekomst
Der er ikke meget tilbage af vores grunde
Det var hyggeligt, men det er ikke nok
Jeg vogter mig for at sige det, men jeg har grublet i dagevis
Over spørgsmålet, om der findes et forlig, som virkelig er fredeligt
og om det er gængs og hvorfor ikke
Hvor langt jeg end går eller løber, jeg ved, jeg kommer ikke
Til vores drømmes mål, kampen er forbi
Lasten er som bly, men også den grød (=sag) er ligemeget nu
For jeg tilgiver dig ikke du ikke mig og de os
Alligevel ikke, gunsten tabt og ingen kunst
Af et eller andet lav redder os ud af denne sump
Rumpen rådnet og sansene er stumpe
Ingen trumf, som endnu kan stoppe vores undergang
Vi er bankerotte og har lokket os selv i fælden
Der findes en gud
Hvis du tror, at det var det hele
Er du nedbrudt i troen og så tæt på afgrunden,
at du har glemt, at kilen, som er blevet skubbet ind mellem os
Er en løgn, en fælde, fordi hver førdomte detalje
Er alt det tro blot ikke at det var det hele
Og at selv det er en del af altet
Tro blot ikke, at det var alting