Agnete og Havmanden lyrics

Agnete hun stander paa Højelands Bro,

— Fuglene synge. —

og op kom den Havmand fra Bølgen den blaa.

— Skjønne Agnete! —

Hans Haar det var som det pureste Guld,

hans Øjne de vare saa frydefuld’.

»Og hør du, Agnete saa favr og saa fin!

og vil du nu være Allerkjæreste min?«

»O, ja saamænd, det vil jeg saa,

naar du tager mig med under Bølgen den blaa.«

Han stopped hendes Øren, han lukte hendes Mund,

saa førte han hende ned paa Havsens Bund.

Paa Havsens Bund der stander hans Bo,

dèr ganger Agnete i røde Guldsko.

Dér var de tilsammen i otte Aar,

syv Sønner og en Datter med den Havmand hun faar.

Agnete hun sad ved Vuggen og sang:

da hørte hun Engellands Klokker de klang.

Agnere hun ganger for den Havmand at staa:

»Og maa jeg mig én Gang til Kirke gaa?«

»O, ja saamænd, det maa du saa,

naar du kommer igjen til Børnene smaa.«

»Ja, visselig og sandelig jeg det vil:

der er mig intet kjærere i Verden til.«

»Men naar du nu skal til Kirke gaa,

saa maa du ikke tage dit røde Guld paa.

Og naar du kommer paa Kirkegaard,

saa maa du ej slaa ud dit fagre gule Haar.

Og naar du triner i Vaabenhuset ind,

saa maa du ikke smile under Skarlagenskind.

Og naar du kommer paa Kirkegulv,

saa maa du ikke gaa til din Moder i Stol.

Og naar Præsten han nævner den høje,

saa maa du dig ikke nedbøje.«

Men der hun nu skulde til Kirke gaa,

saa tog hun alt sit røde Guld paa.

Og der hun nu kom paa Kirkegaard,

Agnete slog ud sit fagre gule Haar.

Og der hun tren i Vaabenhuset ind,

Agnete hun smiled under Skarlagenskind.

Og der hun nu kom paa Kirkegulv,

Agnete gik ind til sin Moder i Stol.

Og da Præsten han nævned den høje,

hun monne sig dybt nedbøje.

Da mælte hendes Moder, hun stod hende nær:

»Agnete! Agnete! hvor kommer du her?

Agnete! Agnete! kjær Datter saa blid!

hvor har du været saa lang en Tid?

Hvor har du været saa lang en Tid?

og hvor er du bleven om Kind saa hvid?«

»Paa Havsens Bund der stander min Bo,

dèr haver jeg givet den Havmand min Tro.

Dèr skinner ikke Sol hin blide,

derfor er mine Kinder saa hvide.

Sønnerne syv jeg haver ham født,

den ottende er saa liden en Mø.«

»Hvad gav dig den Havmand for Æren din,

der han dig fæsted til Bruden sin?«

»Han gav mig Guldringene fem,

baade Roser og Liljer var lagt udi dem.

Og han gav mig det røde Guldbaand,

der bindes ikke bedre om Dronningens Haand.

Og han gav mig de guldspændte Sko,

der findes ikke bedre paa Dronningens Fod.

Og han gav mig en Harpe af Guld,

at lege paa, naar jeg var sorrigfuld.

Men nu vil jeg blive paa grønneste Grund,

og aldrig vil jeg mere til Havsens Bund.«

De tænkte, de vare dèr ene to,

men alt stod den Havmand og lydde derpaa.

Den Havmand han tren ad Kirkedøren ind,

alle de smaa Billeder de vendte sig omkring.

Hans Haar det var som det pureste Guld,

hans Øjne de vare saa taarefuld’.

»Agnete! Agnete! kom til Havet med mig!

dine smaa Børn de længes efter dig.«

»Ja, lad dem længes, mens de længes vil!

dem kommer jeg aldrig mere til.«

»O, tænk paa de store! og tænk paa de smaa!

og mest paa den lille, som i Vuggen laa!«

»Nej, aldrig vil jeg tænke paa store eller smaa,

og mindst paa den lille, som i Vuggen laa.«

Den Havmand bar op sin højre Hand:

»Mulm og Mørke over alle Land!«

Der kom Mulm og mørken Sky,

den skjulte saa vidt over Land og By.

Agnete hun ganger i Blinde,

hun kan ingen Veje finde.

Hun agted sig at gange over grønneste Grund,

da tog hun den Sti til Havsens Bund.

Hun agted sig at gange til sin Moders Gaard,

da tog hun den Sti, til Bunden laa.

»Velkommen, Agnete, under Bølgen den blaa!

ret aldrig skal du mere paa grønne Jord gaa.

Ret aldrig skal du mere paa grønne Jord gaa,

og aldrig ser du mere dine Børn saa smaa.

Men her skal du sidde paa haarde Graasten,

og her kan du lege med døde Mænds Ben.

End lader jeg dig dog den Harpe af Guld,

den maa du end slaa saa sorrigfuld.«

Det maatte man høre i grønneste Lund:

— Fuglene synge. —

Agnete slog Harpen paa Havsens Bund.

— Skjønne Agnete! —