Ramund Hin Unge

1.

Ramund han var sig en bedre mand,

om han havde bedre klæder.

Dronningen gav hannem klæder på stand

af blårgarn, bast og læder.

"Sådant vil jeg ikke ha'," sagde Ramund.

"Sådant står mig ikke bra," sagde Ramund hin Unge.

2.

"Bast og blårgarn er værre end ry,

det kan du gi' tjenerne dine."

Frøkenen gav hannem klæderne ny

af silke og sammet fine.

"Sådant vil jeg heller' ha'," sagde Ramund.

"Sådant står mig meget bra," sagde Ramund hin Unge.

3.

Ramund gik sig i stuen ind

alt til den netteste skrædder.

"Hør, du skrædder, fager og fin,

vil du gøre Ramund klæder?"

"Hvorfor sku' jeg ikke det?" sagde skrædder'n

"Da gør du mege vel," sagde Ramund hin Unge.

4.

Halvtredsindstyve alen tøj

og femten til bukseremme.

"Det skal du gøre mig stærkt og drøjt,

om du skal bukserne sømme."

"Det er mig meget trangt," sagde Ramund.

"Jeg kan ikke skræv' min gang," sagde Ramund hin Unge.

5.

Ramund takler skibene sine

med udslagne sejl ved strande.

Så sejled' han over salten sø

alt inde under jætternes lande.

"Nu er vi komne her," sagde Ramund,

"foruden stort besvær," sagde Ramund hin Unge.

6.

Ramund gik sig ved salten søstrand,

der så han syv jætter stande.

"Tager jeg Ramund i min mindste hånd,

jeg kaster ham langt fra lande."

"Det gør aldrig ene du," sagde Ramund,

"komme må I alle syv," sagde Ramund hin Unge.

7.

Ramund tog til sit dyre sværd,

det han kaldte Dymlingen røde.

Hug han den jætter syv med én færd,

at blodet randt dennem til døde.

"Der ligger alle syv," sagde Ramund.

"Alt står jeg her endnu," sagde Ramund hin Unge.

8.

Ramund gik frem ved havets bred,

der så han den store jætte.

Halvtredsinstyve alen var han bred,

og hundrede var vel hans længde.

"Vel er du bred og lang," sagde Ramund.

"Har du lyst at slås engang?" sagde Ramund hin Unge.

9.

"Kære Ramund, du lade mig leve,

og gøre mig ingen skade.

Dig jeg giver syv tønder guld

og vil dig i klaren vin bade."

"Den ottende slunter med," sagde Ramund.

"Dog sabler jeg dig med," sagde Ramund hin Unge.

10.

Den første dag, de sammen drog,

de kæmpedes med bare hænder.

Ramund napped' i jættens skæg,

at kødet det løsned's fra tænder.

"Så ilde griner du," sagde Ramund,

"og værre ser du ud," sagde Ramund hin Unge.

11.

Den anden dag, de sammen lod stå,

de ginge sammen med vrede.

Det store stenbjerg, de stode på,

de ned i ler monne træde.

"Den leg den er vel hård," sagde jætten.

"Vi begyndte først i går," sagde Ramund hin Unge.

12.

Ramund tog til sit gode sværd,

det han kaldte Dymlingen dyre.

Hug han jættens hoved højt i vejr,

som fire par øjne knap ku' røre.

"Jeg mente, den ej bed," sagde Ramund,

"den bed alligevel," sagde Ramund hin Unge.

13.

Ramund gik sig i bjerget ind

til alle de små troldes sæde.

Stride randt tårer de trolde på kind,

de måtte for Ramund græde.

"Græder du for mig?" sagde Ramund.

"Jeg græd aldrig for dig," sagde Ramund hin Unge.

14.

Ramund han rykte og sloges omkring

alt som de raskeste helte.

Med alle de trolde han kørte i ring

og dennem til jorden nedfældte.

"Herinde går det bravt," sagde Ramund.

"Det falder mig i lav," sagde Ramund hin Unge.

15.

Ramund steg i skibet fuldt snart,

det knaged' i hver en bunke.

Alle de bådsmænd i skibet var,

de tænkte, at de skulle sjunke.

"Vi sjunke ikke her," sagde Ramund.

"Vi sejle lige vel," sagde Ramund hin Unge.

16.

Ramund ladede skibene syv

med guld og med ædle stene.

Sejled' så over sø så stiv

alt ind under kejserens lene.

"Nu er vi komne her," sagde Ramund.

"Nu har vi bedre lært," sagde Ramund hin Unge.

17.

Ramund kasted' anker på hviden sand

og stavnen mod land lod svinge.

Selv var Ramund den første mand,

som ind på landet monne springe.

"Vover intet fler'," sagde Ramund.

"Vover intet mer'," sagde Ramund hin Unge.

18.

Ramund gik ad boldhuset ind,

der leged' de bold og guldterning.

Alle forskrækked's for Ramunds skind

og for hans grumme gebærder.

"En vakker leg er det," sagde Ramund.

"Får jeg vel lege med?" sagde Ramund hin Unge.

19.

Kejseren ud af vinduet så

med angest og sorrigfuld mine.

"Hvo er den mand, som i gården mon stå

og dér så hæsselig grine?"

"Det er mig, og jeg har lyst," sagde Ramund,

"med dig at vov' en dyst," sagde Ramund hin Unge.

20.

Ramund slog på sit gode sværd,

at jorden hun gungred' og rysted'.

Fuglene dåned' og faldt ned på mark,

som sjunge tilforn på kviste.

"Ret nu så bli'r jeg vred," sagde Ramund,

"om ej du kommer ned," sagde Ramund hin Unge.

21.

Ramund han gik til dørren ind,

Med ivrigt sind og mod,

Jeg skal nu ind i salen trine,

Bar jern og stål end imod.

”agte dig nu Grant!” sagde Ramund

”her bliver en hårder kamp” sagde Ramund hin Unge.

22.

Ramund han stødte på døren med stang,

at hele slottet det revned'.

Vindver og døre af væggen udsprang,

og muren med jorden blev jævnet.

"Så du, at jeg slog ind?" sagde Ramund.

"Det gælde vil dit skind!" sagde Ramund hin Unge.

23.

"Kære Ramund, du lade mig leve,

jeg så omend aldrig din lige.

Min yngste datter vil jeg dig give,

samt halvparten af mit rige."

"Det ta'r jeg, når jeg vil," sagde Ramund,

"og så din datter til," sagde Ramund hin Unge.

24.

Ramund tog til sin store kniv,

den han kaldte Dymlingens pile.

Skilte han kejseren ved hans liv,

at ho'det det fløj femten mile.

"Jeg troed', den ej bed," sagde Ramund.

"Dog rinder blodet ned," sagde Ramund hin Unge.