Hr. Sinklar drog over salten Hav,
til Norrig hans Kurs monne stande;
blandt Gudbrandts Klipper han fandt sin Grav,
der vanked saa blodig en Pande.
Vel op før Dag,
de kommer vel over den Hede.
Hr. Sinklar drog over Bølgen blaa
for svenske Penge at stride:
Hjælpe dig Gud, du visselig maa
i Græsset for Nordmanden bide.
Og Maanen skinner om Natten bleg,
de Vover saa sagtelig trille;
en Havfru op af Vandet steg,
hun spaaede Hr. Sinklar ilde:
"Vend om, vend om, du skotske Mand!
det gælder dit Liv saa fage;
kommer du til Norrig, jeg siger for sandt,
ret aldrig du kommer tilbage! "
"Led er din Sang, du giftige Trold,
altidens du spaar om Ulykker;
fanger jeg dig engang i min Vold,
jeg lader dig hugge i Stykker."
Han sejled i Dage, han sejled i tre
med alt sit hyrede Følge,
den fjerde Morgen han Norrig mon se,
jeg vir det ikke fordølge.
De skændte og brændte, hvor de drog frem,
al Folkeret monne de krænke;
Oldingens Afmagt rørte ej dem,
de spotted den grædende Enke.
Og barnet blev dræbt i Moderens Skød,
saa mildelig det end smiled;
men Rygter om al denne Jammer og Nød
til Kærnen af Landet iled.
De Bønder af Vaage, Lesje og Lom
med skarpe økser paa Nakke
i Bredebøjgd tilsammen kom,
med Skotten vilde de snakke.
Det første Skud Hr. Sinklar gjaldt,
han brøled og opgav sin Aande;
hver Skotte raabte, da Obersten faldt:
"Gud fri os af denne Vaande!"
Med døde Kroppe blev Kringen strø'd,
de Ravne fik nok at æde, -
det Ungdomsblod, som her udfiød,
de skotske Piger begræde.
Ej nogen levende Sjæl kom hjem,
som kunde sin Landsmand fortælle,
hvor farligt det er at besøge dem,
der bo blandt Norriges Fjælde.