Dronning Dagmar ligger i Ribe syg,
til Ringsted lader hun sig vente;
alle de Fruer for sønden Aa
dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.
»I henter mig fire! I henter mig fem!
I henter mig af de vise!
I henter mig hende liden Kirstin,
Hr. Karl hans Søster af Rise!«
Ind kom hun liden Kirstin,
hendes Haar de skinned som Guld:
hun kunde ikke Lys i Kronen se,
hendes Øjen vare taarefuld.
Liden Kirstin ind ad Døren tren
med Tugt og favre Somme:
Dronning Dagmar sidder hende op igjen,
saa vel fagned hun hendes Komme.
»Kanstu læse, og kanstu skrive,
og kanstu løse min Pine:
da skalt du slide rød Skarlagen
og ride graa Gangere mine.
Kanstu læse, og kanstu skrive
og løse mig af min Møde:
da skal Kongen af Danemark
give dig de Borge saa røde.«
»Kunde jeg læse, og kunde jeg skrive,
jeg gjorde det jo saa gjærne;
det vil jeg for Sandingen sige,
eders Pine er haarder’ end Jærne.«
Mælte det liden Kirstin,
satte sig for Dronningens Fod:
»Vaare her alle vise Mestere,
de raadte eder ikke Bod.«
Det var hende liden Kirstin,
tog Bogen og der udi saa’:
hjælpe Gud Fader i Himmerig!
eders Pine er haarder’ end Staal.«
Tog hun Sankte Mariæ Bog,
kun læste op alt det hun kunde;
men det vil jeg for Sandingen sige,
saa saare hendes Øjen de runde.
De fulgte hende ud, de fulgte hende ind,
det lidde jo længer jo værre:
»Imeden det kan ikke bedre vorde,
I sender Bud efter min Herre!
Imeden det kan ikke bedre vorde,
I sender Bud efter min Herre!
I sender Bud til Gurreborg!
I finde hannern ikke førre.«
Det da var den liden Smaadreng,
han lod ikke længe forlide:
han rykte Sadel af Bjælken neder,
han lagde’n paa Ørs hin hvide.
Han red Nætter og han red Dage,
som Gud gav hannem til Naade:
det var stort Under, at Hest og Mand
de styrte ikke døde baade.
Kongen han stander paa Højeloftsbro,
og ser han ud saa vide:
»Hisset ser jeg Dagmars liden Smaadreng,
saa sørgelig monne han kvide.
Hisset ser jeg Dagmars liden Smaadreng,
saa sørgelig monne han traa:
raade Gud Fader i Himmerig,
alt hvor hun Dagmar maa!«
Ind da kom den liden Smaadreng,
og stedtes han for Bord:
han var snild i Tunge sin,
han kunde vel føje sin Ord.
»Hel sidder I, Danerkongen!
I lege Guldtavel over Bord:
Dronning Dagmar haver mig til eder sendt,
I vider hende snarlig Ord!
Dronning Dagmar haver mig til eder sendt,
i Ribe ligger hun syg:
og det vil jeg for Sandingen sige,
hun ræddes alt for sit Liv.«
Dankonning slog det Tavelbord sammen,
at alle de Guldtavel de sung’:
»Forbyde det Gud Fader i Himmerig,
at Dagmar skulde dø saa ung!«
De ledte ud de Gangere graa,
lagde paa forgyldene Mile:
end rede de til Roskild By,
før end de toge dennem Hvile.
Der Kongen han red af Gurreborg,
hannem fulgte vel hundred Mænd;
men der han kom til Ringsted,
hannem fulgte ikkun Dagmars Dreng.
Der Kongen red ud af Gurreborg,
hannem fulgte vel hundrede Svende;
men før han red over Riberbro,
da var han Mand alene.
Der var stor Ynk i Fruerstue,
der alle de Fruer græde:
Dronning Dagmar døde i liden Kirstins Arm,
der Kongen red op ad Stræde.
Dankonning rider ad Ribergade,
han hørte de Klokker ringe:
»Raade nu Gud for Dagmar dyre!
mig tykkes, mit Hjærte vil springe.«
Konningen ind ad Døren tren,
han saa’ de Ligbaarer dèr stande:
»Herre Gud Fader i Himmerig
da bedre mig denne Vande!«
»Hører I, Danerkonning!
I maa hverken sørge eller kvide:
I have fanget en Søn i Dag,
er skaaren af Dagmars Side.«
»Jeg beder eder, Fruer og gode Møer!
jeg beder eder hver og alle:
I beder en Bøn for mig i Dag,
at Dagmar maatte med mig tale!
Jeg beder eder alle, Fruer og Møer
og saa hver gode Terne:
I beder den Bøn for mig i Dag!
jeg taled med Dagmar saa gjærne.«
Saa fulde de alle paa deres Knæ,
saa mange som dèr vare inde:
de bade til Gud og Jomfru Maria,
han maatte hende levende finde.
Dronning Dagmar sattes paa Baaren op,
hendes Øjen vare blodig’ og røde:
»O ve! o vel min ædelig Herre!
hvi gjorde I mig den Møde?
Her tør ingen Mand ræddes for mig,
dog jeg er i Kinder bleg: .
jeg haver mig til Skrifte været,
og i fuld haard en Leg.
Ikke vilde jeg i Pinen have været
i denne samme Nat:
havde jeg ikke mine Ærmer om Søndag snørt,
og ikke Striger paa sat.
Den første Bøn, der jeg eder beder,
den vider I mig saa gjærne!
alle fredløse Mænd dem giver I Fred!
og lader alle Fanger af Jærne!
Den anden Bøn, der jeg eder beder,
den kommer eder selv til Fromme:
I lover ikke hende Bengerd!
hun er saa besk en Blomme.
Den tredje Bøn, der jeg eder beder,
den beder jeg for eders Ære:
I lader ikke Knud, vor yngste Søn,
Konning i Danmark være!
Lader I Knud, vor yngste Søn,
Konning i Danmark blive:
da skal Bengerd en anden føde,
og den skal min fordrive.«
Dronning Dagmar sig over Øjen strøg,
hendes Kinder gjordes meget hvide:
»Nu gange Himmerigs Klokker for mig,
jeg maa ikke længer bide.
Lever I vel, min ædelig Herre!
jeg maa ikke længer dvæle:
dèr sidde Guds Engle i Himmerig,
mig længes hen til de Sjæle.«
Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.